Endnu et skønt loppefund: en trævugge med længdemål på 13,5 cm. Vuggen har fine udskæringer på alle sider og på den ene side står skåret ”Himmelbjerget”.
Via lidt research fandt jeg frem til lidt historie omkring håndlavede træsouvenirs fra Himmelbjerget.
Området omkring Ry har igennem alle tider haft en stor fremstilling af forskellige træprodukter, og især kendt for træskoproduktion; omkring 1800-tallet siges det, at der var en træskomand i hvert hus. Det gik imidlertid ned af bakke for de lokale håndværkere i takt med industrialiseringen og de dygtige håndværkere begyndte at fremstille håndlavede træsouvenirs, som i starten solgtes fra en bakke, de gik med om halsen. I 1891 kom den allerførste kiosk ved Himmelbjerget. Der er en udstilling af disse gamle souvenirs på Gl. Rye Mølle.
I begyndelsen af 50 ´erne og 60´erne begyndte man at importere souvenirs og plastiktingene udkonkurrerede det fine lokale håndværk. Jeg gætter derfor på at, min lille vugge ikke er meget senere end omkring 1950.